fredag den 24. december 2010

Glædelig Jul

Sidder her på sofaen foran fjernsynet, med Ella på skødet og Silas ved siden af, mens manden pakker bilen. Når han er færdig kører vi mod hans far for fejre julen og jeg glæder mig. Rigtig meget faktisk. Det bliver super - med masser af god mad, hygge, gaver og børn der leger...
Billedet er taget med mit webcam, derfor den dårlige kvalitet ;-)
Men altså det jeg bare ville sige var rigtig glædelig jul til dig og dine!

onsdag den 22. december 2010

Meyer, Mogens og Margit

Jeg har bagt Mogens:
Med Meyer:

Og forsøgt mig med grovbrød også bagt med surdej og lille-bitte smule gær - lad os kalde det Margit :-D

Både Margit og Mogens blev meget vellykkede. De er selvfølgelig begge rørt og æltet i min kenwood. Det er så nemt - ingen griseri og brødet bliver æltet rigtig godt igennem uden man får sved på panden :-D

mandag den 20. december 2010

Pause Poul...

...tror jeg Andrea ville have sagt hvis hun var i mine sko. Ella sover utroligt dårligt om natten for tiden. Det er ikke fordi hun vågner for at spise, næh nej hun vågner for at snakke. Hun pludrer simpelthen døgnet rundt for tiden (eller sådan føles det i hvert fald). Det er jo egentlig meget sødt, men jeg vil gerne indrømme at min stolthed og begejstring kan være på et meget lille sted kl. 1.30 om natten ;-)
Derudover mangler jeg stadig lige lidt julegaver og andre juleforberedelser. December er gået helt vildt hurtigt i år. Jeg kan slet ikke forstå at det allerede er juleaften på fredag. Derfor er der også lidt stille her på bloggen for tiden. Jeg har lidt forskellige krea-projekter liggende som jeg går og arbejder på og når de er færdig skal jeg selvfølgelig nok vise dem frem, lige meget om de er vellykkede eller ej ;-D

søndag den 12. december 2010

En UFO

Ja, altså ikke et rumskib, men et "unfinished object". Nemlig et par strikkede bukser til Silas, som har ligget i min strikkeskuffe i ca. 6 mdr. De har bare manglet at blive monteret, men jeg kan ikke fordrage at montere strikketøj, så det sker desværre en gang i mellem at jeg "glemmer" alt om projektet og går i gang med noget nyt. Tingene bliver dog altid gjort færdige på et tidspunkt ;-D
Heldigvis er Silas ikke vokset så meget henover sommeren, så de sidder bare perfekt på ham.
Garnet er arwetta og mønsteret er fra drops.

onsdag den 8. december 2010

Juletøj til ungerne

Så er jeg blevet færdig med ungernes juleoutfits. Kjole til Ella, samt bukser og vest til Silas.
Det har taget helt vildt lang tid. Jeg har haft gang i flere ting jeg har aldrig har prøvet før, bl.a. lavet skråbånd og hold da op hvor har det drillet. Men jeg har gjort mig nogle erfaringer som jeg kan bruge til næste gang. Dog bliver mit næste projekt helt klart uden skråbånd - holder lige en pause fra skråbånd ;-) Det hele er syet i fastvævet velour. Det er også noget jeg lige holder en pause fra, for hold da op hvor det griser og trævler, men altså nu er jeg færdig og jeg er næsten tilfreds med resultatet ;-D

Kjole til Ella:

og nej, der er ikke lige langt mellem knaphullerne - jeg målte forkert!
Mønsteret er Ulla Welinder.

Vest og bukser til Silas:

Mønsteret på bukserne er også Ulla Welinder. Mønsteret på vesten er et har fået af en bekendt og modificeret en del.
Knapperne er fra stof og stil og det faktisk første gang jeg har betrukket knapper, men det var super nemt og det er langt fra sidste gang jeg har gjort det :-D

tirsdag den 7. december 2010

Hue til undertegnede

Jeg var i desperat mangel på hue, for det er jo ærlig talt tisse-koldt for tiden, men en rest uldgarn, to knapper og en hæklepind og vipti-vupti:
Undskyld billedkvaliteten, men det er rimelig svært at tage billeder af en hue man selv har på...
(Ok, det er en sandhed med modifikationer. Vipti-vupti betyder mange timers arbejde, en opskrift som ikke helt passede til mit hoved og lidt optrævling under vejs)

lørdag den 4. december 2010

I'm in loooooooove

Prøv lige at se hvad jeg har fået i julegave af mine forældre, min svigerfar og min skønne, skønne mand (pardon the mess, men sådan bor vi altså...):
Jeg har ikke haft tid at få den afprøvet endnu, men denne weekend skal der bages julesmåkager til den helt store guldmedalje. Tror faktisk jeg vil stå op (ligger i min seng med computeren) give Ella noget tøj på og røre nogle pandekager til morgenmad i den :-D

onsdag den 1. december 2010

Kogebøger...

I min søgen på at finde lysten til at lave mad igen har jeg lånt lidt kogebøger hos min mor:Min mor har voldsomt mange kogebøger. Nogen er gamle - forstået på den måde at hun har haft dem i mange år. Andre er gamle - forstået på den måde at de er købt ved et antikvariat. Få er nye. Men der er mange og de er inspirerende.

Der er specielt nogen stykker, som jeg glæder mig ekstra meget til at bladre i. Elizabeth David - Fransk landkøkken: Skulle ifølge min mor være super god og fransk mad går man skisme aldrig helt galt i byen med. Jan Pedersen - Hjemme i mit eget køkken: Den bog kan jeg huske fra min barndom og læg venligst mærke til Jans mave på forsiden. En mand med en sådan mave må kunne lave mad ;-)
Provence - Den skønne kogebog: Denne bog husker jeg fra min barndom som den flotteste kogebog min mor har. Den er kæmpe stor og har de smukkeste billeder fra Provence.Og så er der bare noget skønt ved at sidde og bladre i kogebøger og kunne læse sine forældres tilføljelser/rettelser...

mandag den 29. november 2010

Så er der chai te

Efter et mislykkedes forsøg på chai te for en uges tid siden, var jeg hjemme hos mine forældre i weekenden, hvor jeg lånte min mors morter :-D Det gik noget bedre og resultatet er intet mindre end fantastisk. Det smager så skønt, så skønt. Jeg brugte den dobbelte mængde krydderier, som der også foreslås i opskriften, da jeg ikke villle have det alt for sødt.

Jeg lånte samtidig denne mælkeskummer som mine forældre havde stående i kælderen.

Jeg havde ikke de store forhåbninger til den, men den er super effektiv og giver meget lækkert skum ;-)

Det færdige resultat :o)

At pynte til jul sammen med en 2-årig

Normalt når jeg hænger julepynt op bruger jeg lang tid på at gå og hygge mig med det. Finde ud af hvor hver enkelt ting skal stå osv. I år er Silas blevet så stor at han gerne vil hjælpe til. Det er super hyggeligt, men nogle steder har jeg måtte gå på kompromis med hvordan jeg gerne vil have tingene... Fx dette:
Tidligere år har disse siddet pænt og ordentlig - i år bliver de flyttet rundt på hele tiden og af en eller anden uransagelig grund insisterer drengen på at nogen af dem skal sidde oven på hinanden. Men skidt pyt. Det smil han stillede med da han opdagede sin nissepakke søndag morgen, fik mig til at tilgive alle hans unoder :-D

lørdag den 27. november 2010

Årets juledekorationer

Så er årets juledekorationer blevet klaret. Begge unger sover, så jeg har haft masser af tid til at stå og hygge mig med det. Dekorationer er dog stadig rimelig enkle - less is always more ;-D
Først årets adventskrans:
Årets kalenderlys:
Og et lille ekstra julelandskab:
Vi har også fået pyntet op i dag, så nu er vi vist ved at være klar til decembers komme.

mandag den 22. november 2010

Om publikations bias og chai-te

Underlig overskrift - jeg ved det. Publikations bias og te har normalt slet ikke noget med hinanden at gøre, men i dag har det altså. Jeg er flere gange igennem mit studie stødt på konceptet publikations bias, som er det simple fænomen at videnskabelige studier har større chance for at blive udgivet, hvis det fundne resultat er positivt end hvis det er negativt. Jeg har funderet lidt over dette i dagens løb og er nået frem til noget sådan kan jeg selvfølgelig ikke lægge navn til ;-) Derfor vil jeg blogge om alle mine studier, selvom de er af den kreative slags og sjældent særlig vigtige eller videnskabelige (altså lige fraset kanelsnegle-projektet, som er dybt videnskabeligt og meget vigtigt), også når de mislykkedes.
Og mislykkedes var præcist hvad der skete med dagens eksperiment, som var at lave chai-te efter denne opskrift. Det var ellers et eksperiment jeg havde glædet mig til, men glæden blev kort. Første problem opstod, da jeg fik brændt krydderierne af. Ups, men altså jeg skulle jo underholde en 3-mdrs-bebs samtidig. Derefter skulle krydderierne stødes, men altså jeg har faktisk ikke en morter. Jeg har kun sådan en Jamie Oliver flavour-shaker-dims, som jeg faldt over i inspiration for noget tid siden til ingen penge. De "ingen penge" var så rigtig dårligt givet ud for hver gang jeg har haft den fremme har min konklusion været, at den er totalt ubrugelig og i dag var altså ingen undtagelse. Det eneste krydderi, som blev stødt var stjerneanisen. Nå, men sådan en lille detalje skal jo ikke stoppe mig, så jeg fortsatte ufortrødent med eksperimentet efter jeg havde forsøgt at skære kanelbarken ud i mindre stykker med et kniv (uden succes må jeg hellere sige). Til slut kunne jeg heller ikke få sirup'en til at tykne ordentligt, så resultatet er en endt med at være en noget tynd sukkersovs, der smager af lakrids og ikke rigtigt andet. Heldigvis er jeg jo ikke typen der giver op efter et enkelt mislykkedes forsøg, så jeg prøver igen - altså efter jeg har været hjemme hos min mor og har lånt en morter ;-D
Ja og billederne må i tænke jer til, selvom jeg selvfølgelig godt kunne have fotograferet det ekstremt rodede og sukkerindsmurte køkken jeg endte med at have...

Kanelsnegle #3

Før jeg fødte startede jeg jo projekt "find den perfekte opskrift på kanelsnegle". De første to opskrifter jeg afprøvede var Camilla Plums og Mette Blomsterbergs. Efter en tur i fryseren we Camilla Plum helt klart favoritten af de to. Mette Blomsterbergs var kedelige og tørre, selv efter at være blevet lunet i ovnen, mens Camilla Plums var som nybagte. Nu har jeg afprøvet en opskrift fra Sweet Paul. Det er en lidt mere utraditionel opskrift hvor der skal marcipan og mandler i fyldet, men lækre det blev de. Jeg synes måske ikke helt at de smagte som kanelsnegle skal smage - altså lækker kage, men ikke kanelsnegle. Hvis det giver mening ;-D Den perfekte opskrift mangler jeg altså stadig, men jeg giver ikke op...

tirsdag den 16. november 2010

Tunika til mig selv

Advarsel!!! Hvis man er stor fan af den danske jantelov skal man springe dette indlæg over!

Jeg er blevet færdig med det første større syprojekt siden jeg fødte Ella. Faktisk gik jeg i gang med at klippe lige efter hun blev født, men altså tøsen sover jo stort set kun hos mig, så jeg blev først færdig i går.
Modellen er onion 2021 med nogle mindre modifikationer ;-D Stoffet er noget jeg købte for noget tid siden hos S&S på tilbud.
Den startede med at se sådan her ud:



Men ærmerne var jeg ikke helt tilfreds med. De var lidt for meget - lidt for "konet".

Jeg overvejede at lave dem til 3/4 lange ærmer med wienerlæg, men besluttede til sidst at "less is more" og klippede dem af :-D Og jeg er meget tilfreds!

De færdige resultat - lettere krøllet og med babygylp ;-)

søndag den 14. november 2010

Søndagstankestrøm

Jeg har ikke rigtig været på bloggen de sidste par dage. Jeg har ikke rigtig haft overskuddet. Jeg har skrevet flere indlæg i hovedet, men at få dem skrevet er det altså ikke gået så godt med. Det har været en hård uge. En af de rigtig hårde. Jeg er fyldt op og glæder mig helt vildt til næste uge, hvor det heldigvis er sparsomt med planer. Ugen startede som den opmærksomme bloglæser måske kan huske med forkølelse. Heldigvis var jeg den eneste som blev ramt, både mand og børn gik fri. Så det var vel egentlig nådigt sluppet.
Onsdag var en dag som jeg har gruet for i lang tid. En af de dage som føles langt væk og alligevel går tiden og lige pludselig står man i det. Vi var ved dyrlægen med vores to katte for at få dem aflivet. Vi har haft dem i over 5 år og de var vores børn før vi fik børn. Desværre trives de ikke med børn, så aflivning var mest fair for alle parter, men puha hvor trak det tænder ud. Det trækker stadig tænder ud. Det er utroligt at en lejlighed kan føles tom, når man har to små børn, men det kan den :-(
Billeder skal I selvfølelig ikke snydes for. Først Cleo med den smukkeste og blødeste pels:
Og Castro. En stor og madglad putte-fis:
Torsdag tog vi en tur til lægen allesammen. Ella skulle vaccineres for første gang og Silas skulle til 2-årsundersøgelse. Silas syntes det var en fest at være ved lægen. Nyt legetøj og masser af opmærksomhed. Kan man ønske sig mere når man er 2 år? Ella tog faktisk også stikket rigtig pænt. Desværre blev hun skidt-mas og ked af det torsdag eftermiddag, men sådan er det jo.
Weekenden har været fyldt med gæster og besøg. Rigtig hyggeligt, men vi er allesammen godt brugte nu. Ella og jeg har heldigvis ikke nogen planer i morgen. Den står vist bare på hygge og evt. tidlig hentning af storebror fra vuggeren ;-D

tirsdag den 9. november 2010

Strikkeeksperiment - Done

Så blev jeg færdig med mit strikkeeksperiment, som min mor ganske rigtig gættede er en pude til sofaen. Jeg er ok tilfreds med resultatet. Det eneste som irriterer mig lidt er hjørnerne som er lidt for runde til min smag. Men jeg synes den passer rigtig godt til sofaen. Jeg overvejer faktisk at strikke en til. Med et andet mønster, måske i mørkeblå og i noget tyndere uldgarn.

mandag den 8. november 2010

Forkølede tanker på en regnvejrsdag

Jeg er blevet forkølet og jeg hader det. Det gør ondt i hovedet, mine bihuler spænder, næsen løber, samt den er rød og gør ondt. Ynk, ynk, ynk. Jeg ved det, men det faktisk når jeg selv er syg at synes det er aller hårdest at være mor. Når jeg selv har lyst til at bare at ligge under min dyne er det altså bare hårdt at have en velcrobaby. Ella vil ikke sove for selv. Hun er efterhånden 3 mdr, så jeg ville rigtig gerne hvis hun bare gad at sove min. en lur om dagen for sig selv, men altså hun vågner stort set hver gang jeg lægger hende fra mig. Normalt generer det mig ikke det store, men lige i dag ville det altså være rart at kunne tage en lille lur. Heldigvis er hun dog stadig så lille så hun altid synes det er skønt at være sammen med mig. For Silas er tiden hvor mor og far altid er supermor og superfar vist ved at være slut. I går aftes var han lidt sur/pylret, så jeg spurgte ham om jeg skulle synge hans sang for ham. Sangen er en jeg selv har skrevet over melodien til "Jeg er så glad for min cykel" og første linie er: "Jeg er så glad for min Silas". Tidligere elskede han når jeg sang den, men i går sagde han nej og da jeg spurgte hvorfor sagde han: "Larmer". For jer læsere som ikke kender mig i "den virkelige verden" kan jeg oplyse at jeg ikke kan synge. Som i slet ikke. Det lyder ganske forfærdeligt, men det har aldrig før generet Silas. Nu synes han så at det larmer når jeg synger. Manden var flad af grin. Personligt er min stolthed lidt såret, men heldigvis er han stadig en putte-fis som elsker at kramme :-D

fredag den 5. november 2010

Det er skisme smart

Det er for nylig gået op for mig at man kan få låg til Margrethe skåle. Måske har man kunne få dem i lang tid og det er mig som er langsom, men hold da op hvor er de smarte. Nemme at få på og slutter fint tæt. Perfekt når klatbollerne skal hæve :-D

torsdag den 4. november 2010

2 aftener med hakket oksekød

Hakket oksekød. Hvad kan man sige om det? Har på fornemmelsen at der bliver solgt voldsomt meget af det her i DK, men at det meste ender som spaghetti med kødsovs, lasagne eller hakkebøf. Vi har nu fået det to aftener i træk, men i to vidt forskellige retter. Den ene er klassiker herhjemme. Den anden en ny ret.

Først til klassikeren - squash og hakket oksekød i flødesovs.
Opskriften er simpel. Det tager ikke særlig lang tid og kræver ikke særlig mange ingredienser.
250 g oksekød brunes på en pande. Et lille finthakket løg tilsættes sammen med 2 squash skåret i rimelig tynde skiver. Sauteres i 5-10 min. 1 fed presset hvidløg tilsættes. Herefter plejer at jeg at tilsætte ca. 2 dl vand og 1 dl piskefløde. Man kan sagtens bare bruge fløde, men personligt synes jeg den bliver for fed. Smages til med salt og peber og serveres med pasta og masser af parmesan.

Den nye ret jeg har afprøvet er Shepherds pie. Det er den anden ret fra Sweet Paul jeg prøver. Den første var Fall roasted chicken pie. Igen fulgte jeg ikke opskriften helt. For det første skal man ifølge opskriften bruge hakket lammekød, men det havde de ikke i bilka og for det andet brugte jeg kun 250 g oksekød i stedet for de knap 700 gram som opskriften sige. Simpelthen fordi jeg ikke går ind for kæmpe orgier af kød til hverdag ;-) Resultatet var et stort hit. I hvert fald hos Manden og mig. Silas ville slet ikke smage på det. Det var faktisk lidt besværligt ligesom chicken pie, men denne gang var det, det hele værd.

onsdag den 3. november 2010

Jeg leger...

Jeg leger med bloggens lay-out så bær' over med mig...

tirsdag den 2. november 2010

Nyt liv til kedelig lampe

Et styks kedelig Ikea lampe:
Lidt stof, også fra Ikea og lidt lim:
og vupti en ny lampe:
Set ovenfra kunne den godt være pænere:
Men det kan ikke ses der hvor den står :-D
Så skal jeg bare lige have gjort noget ved ledningsrodet bag ved anlægget...

Om mad og lysten til at lave mad

Jeg kan godt lide mad. Nej, det er ikke helt rigtig jeg ELSKER mad, men her det sidste års tid er jeg gået død i madlavningen herhjemme. Først var der starten af min graviditet, hvor kvalme og opkastninger godt og grundigt slukkede for min lyst til at lave mad. Det er siden ikke lykkedes mig at finde glæden ved madlavning igen. Det er der vist flere årsager til, men den primære er nok, at Silas er kræsen. Meget kræsen faktisk. Jeg havde indtil for nylig et princip om, at han ikke skulle have specialmad, men nu har jeg genovervejet det princip. Det begrænser simpelthen udvalget af mulige retter for meget, så nu har jeg besluttet at lave den mad jeg har lyst til og koge noget pasta eller lignende ved siden af hvis knægten ikke gider at spise det. Tror det hjælper på min lyst til at lave mad og jeg håber det i længden giver knægten mere lyst til mad. Altså anden mad end pasta med ketchup ;-D
For at holde mig selv til ilden og ikke bare falde tilbage til spaghetti og kødsovs igen og igen kommer bloggen også til at handle mere om mad og opskrifter
I går aftes afprøvede jeg en opskrift på chicken pie.
Jeg fulgte ikke opskriften helt, fx havde vi ikke nogen kartofler så jeg brugte lidt ekstra pastinakker og jeg brugte lidt grahamsmel i dejen. Resultatet - tjae jeg tror faktisk ikke helt jeg fatter det med dej oven på en stuvning. Det smagte fint, men det er rimelig besværligt i forhold til resultatet. Det drillede mig en del at få dejen på fadet og derudover bliver retten jo noget mere kalorielet hvis man dropper dejen. Jeg kunne sagtens finde på at lave det igen, men så bliver det som stuvning med brød til.

onsdag den 27. oktober 2010

Et strikkeeksperiment

Jeg er gået i gang med at strikke et lille eksperiment. Kan I gætte hvad det er?

mandag den 25. oktober 2010

Postmanden kom forbi...

Med denne fine pakke til mig:
Jeg har som tidligere nævnt vundet den hos Lis og den er bare super lækker. En rigtig dejlig overraskelse på en ellers lidt kedelig mandag :-D

fredag den 22. oktober 2010

Efterårsferie(u)hygge

Silas og jeg har lavet græskarmand i anledning af efterårsferien. Super hyggeligt. Det er første gang jeg har lavet en græskarmand, men det var slet ikke svært. Silas var lidt for lille til rigtig at kunne være med, men han hyggede sig alligevel og snakker ofte om græskarmanden når han ser den ude på altanen :-D
Silas har også fået pandekager for allerførste gang i sit liv i går og så endda til morgenmad. Det var amerikanske pandekager og det er faktisk første gang jeg har bagt sådanne og de var et hit både hos Silas og Jon. Silas var meget skeptisk i starten og ville slet ikke smage, da han stod ved siden af mig i køkkenet mens jeg bagte dem, men da det gik op for ham at han måtte få marmelade på, fik pipen straks en anden lyd og han guffede løs. Det blev også første gang at drengen smagte sirup og det var også et hit. Det er nu interessant at det er umuligt at få ham til at smage på grøntsager, kartofler, kød - ja stort set alt som ikke er ris eller pasta, men sirup det ville han altså meget gerne prøve ;-)

onsdag den 20. oktober 2010

Nogen gange betaler det sig at være vedholdende

Jeg er jo i gang med projekt-lære-at-hækle og det er faktisk sværere end jeg havde regnet med. Jeg har hæklet grydelapper a'la Karen Klarbæk og puha hvor tog det lang tid før jeg forstod princippet. Tror jeg startede forfra 5-6 gange før det lykkedes mig at få mønstret rigtig, men det lykkedes og jeg er ærlig talt godt tilfreds med resultatet ;-)

lørdag den 16. oktober 2010

Heldige mig

Så har jeg vundet igen. Denne gang er det hos en anden Lis og jeg har vundet et USB-smykke fra Kähler designet af Helena Rohner. Nu skal jeg bare have valgt en - hælder lidt til en af de blå eller grønne...

onsdag den 13. oktober 2010

Yndlings blog...

Jeg læser med på efterhånden rigtig mange blogs, men der er én som jeg altid glæder mig lidt ekstra over. Den har de flotteste billeder, de smukkeste beskrivelser af dagligdagen og jeg bliver altid gør mig lidt gladere at læse den. Ærlig talt, det rocker-hårdt at være småbørnsmor, fx sidder jeg lige nu i sofaen med sovende Ella - vældig hyggeligt, men jeg har hverken fået morgenmad eller været i bad. Hun vågnede fik tøj på, var derefter træt igen og for tiden nægter hun at sove andre steder end i en varm favn, så nu sidder jeg her og lugter ærlig talt ikke særlig godt og jeg er monster sulten... Men tilbage til bloggen, for den minder mig nemlig altid om hvor fantastisk det også er at være småbørnsmor, når jeg nogen gange har glemt det og at ting som vasketøj og rengøring i virkeligheden ikke er så vigtigt som man går og tror, men det vigtige er tiden med ens børn. Og til sidste men ikke mindst, link: http://www.kellehampton.com/

tirsdag den 12. oktober 2010

Hvor jeg bor

Jeg bor i Odense - har altid boet her og jeg elsker det. Da jeg var yngre drømmede jeg om at komme væk, men ikke længere. Her er min familie, mine venner og der er noget landsby over Odense som gør den super hyggelig. Især her hvor vi bor i udkanten af Odense.
Søndagformiddag satte jeg Ella i slyngen, tog min store dreng og dejlige mand i hånden og gik nogle få meter ned til en lille bro over en lille sø for at fodre ænder.
Det var helt fantastisk. Lidt tåget, men lyset var smukt. Silas elskede det. Han havde dog lidt svært ved at forstå at man ikke kan ae ænder og var derfor ved at blive nappet et par gange, men det er helt klart ikke sidste gang vi gør det ;-)
Desværre er det jo sådan at det ikke alle som respektere nature og derfor ser det også sådan ud - to indkøbsvogne og et barnecykelsæde:
Billedet til mit nye sidehoved er også taget på denne tur, men desværre driller det mig lidt. Når jeg sætter det ind bliver det meget grynet. Nogen gode idéer til at fikse det?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...